Kropsbevidsthed

 

     Kropsbevidsthed            

 Body schema / Body image


Når man inden for psykologien i nogle tilfælde snakker om det ubevidste – kan man så også forestille sig at man kan tale om noget, der hedder kropsubevidsthed?                                           

Kan man tale om god og dårlig kropsbevidsthed?         

Hvordan kommer kropsbevidsthed til udtryk?                                          

Har kropsbevidsthed betydning for helbred og livskvalitet?            

Kan man påvirke kropsbevidstheden positivt og negativt gennem nogen form for træning eller anden intervention?

 

Kropsbevidsthed.

Det er ikke så sjældent man hører om, at en person har en dårlig eller en god kropsbevidsthed. Men det er ikke nødvendigvis klart, hvad der menes med dette.

Hvis man søger i ordbøger  og i den danske litteratur fremgår det heller ikke tydeligt, hvad begrebet ”Kropsbevidsthed” dækker over.

På engelsk benyttes ordet ”bodily awareness”. Men også i den engelske litteratur diskuteres, hvad dette ord eller begreb betyder.

Den franske forsker Frederick de Vignemont har i sin PhD redegjort for de forskellige retninger, der historisk set har optrådt i fortolkningen af begrebet. Nemmest er det at læse hendes mere populære beskrivelse på Stanford Encyclopedia of Philosophy (2011),  http://plato.stanford.edu/entries/bodily-awareness/  Uddrag af denne beskrivelse refereres i det følgende:

I begyndelsen af 1900-tallet blev det foreslået at kropsbevidsthed kan forstås i en såkaldt ”representationalist approach” (Head and Holmes 1911). Her angives, at man i forhold til kropsbevidsthed, må tale om mentale repræsentationer af kroppen.

Kropsrepræsentationen er en indre struktur, der har til opgave at registrere kroppens tilstand og at afkode denne. Den kan dog også mis-repræsentere kroppen og adskilles fra den.

Det blev endvidere foreslået, at der kan tales om mere end én kropsrepræsentation. Begrebet bodily awareness kan således opdeles og beskrives som henholdsvis:

  • ”Body schema”

og

  • ”Body image”

Flere taxonomier om dette er blevet foreslået, men her gengives kun ”the functional dyadic taxonomy”, som baseres på kropsrepræsentationens funktionelle rolle

Body schema (Kropsskema)

– benyttes til planlægning og kontrol af aktiviteter. Det bygger på sanse-motoriske repræsentationer af de kropselementer, der er relevante for aktiviteten. Ifølge Gallagher (2005) defineres body schema som: ”… a system of sensory-motor capacities that funtion without awareness of perceptional monitoring”.

Man kan i relation til bevægelse tænke, at kropsskema i høj grad omhandler, hvad der sker i det neuromotoriske system med fokus på: sensorisk input – sanseintegration – sansemotorisk interaktion. Det vil bygge på det neurale sensorisk feedback, men også omhandle bearbejdning og fortolkningen af den sensoriske information.

Body image (Kropsbillede)

– omhandler alle de andre repræsentation af kroppen, som ikke benyttes til aktiviteter. Det kan være perceptions-mæssige, forståelsesmæssige eller følelsesmæssige repræsentationer. Body image defineres som: ”… a system of perceptions, attitudes and beliefs pertatining to ones body” (Gallagher 2005).

Kropsbillede handler i højere grad om en fortolkning af input, som relaterer til erfaringer og psykologisk interaktion med omverdenen. Nogle vil måske benytte ord som psykomotorik eller ressourcetænkning i denne sammenhæng. Kropsbilledet vil givet vis have afsmitning på emotion motivation, selvforståelse, etc.

Hvor kropsskema overvejende blev beskrevet som neuralt betinget, kan man måske foreslå, at kropsbillede også kan være hormonelt betinget.

 

Er der noget, der kan kaldes god og dårlig kropsbevidsthed?

Hvis kropsbevidsthed er så svært at definere, kan man ikke diskutere dets kvalitet. Men det kan tilsyneladende være en hjælp at arbejde med begreberne kropsskema og kropsbillede i stedet for.

Kropsskemaet i form af en velfungerende sanseintegration kan man givet vis omtale som mere eller mindre god eller veludviklet. Den kan komme til udtryk i form af den kinæstetiske sans (som for eksempel kan undersøges ved test af evne til led-genplacering, vægtfordeling, styrke reproduktion). Sanseintegrationstræning er udbredt blandt terapeuter der arbejder med motorisk svage børn. Og det er velkendt blandt sundhedspersonale i neurologiske afsnit, at man kan påvirke en patients midtlinjefornemmelse og kropslige opmærksomhed ved stimulation. Megen tekniktræning indenfor forskellige sportsgrene og indenfor dans må ligeledes anskues som sanseintegrationstræning.

Kropsbilledet kan være forstyrret, hvilket er kendt indenfor psykiatrien, hvor en patient kan have en urealistisk opfattelse af sin krop. Det kan være, at man opfatter sig selv som fed, selv om det modsatte er tilfældet. Eller man kan opleve sin krop som transparent eller udflydende. Et ændret kropsbillede behøver dog ikke at være sygeligt. Det kan i høj grad være påvirket af den spejling man oplever i andres respons på ens fremtræden i forskellige situationer. I de tidlige barneår vil et spejl være et relativ neutralt respons på ens fremtoning. Men det sete vil kunne fortolkes og misfortolkes på baggrund af erfaringer med andres respons.

Model

Med fare for at komme til at diskutere betydning af forskellige ord og forsimplet indikere en lineær tænkning, kan man måske foreslå at begreberne relateres i forhold til niveauer i perception:

  • Perifere sanseorganer (extero- og interoceptorer m.v., samt afferente fibre)
  • Sanseintegration
  • Kropsfornemmelse (Body schema)
  • Kropsoplevelse (Body schema)
  • Fortolkning (Body schema) + (Body image)
  • Kropsforståelse (Body image)
  • Selvforståelse (Body image)

Kropsbevidsthed model

 Kliniske betydninger

Man kan udfordre begrebet kropsbevidsthed ved at tænke på, hvordan kropsbevidstheden optræder i forhold til konkrete problematikker og aktiviteter, som eksemplificeret nedenfor:

Hvordan tænker vi, hvis problemstillingen drejer sig om noget mekanisk som en ACL-ruptur eller en amputation? I forhold til kropsbevidsthed vil de fleste vel i første omgang tænke på det anderledes sensoriske input, som vil forstyrre patientens kropsskema. Og man vil som terapeut hjælpe patienten med at justere sanseintegrationen gennem proprioceptivt input og balancetræning, eller assistere patienten i forhold til at kompensere for det mistede. Men der er næppe tvivl om at det ofte vil blive relevant også at hjælpe patienten med at forholde sig til det ændrede kropsbillede.

Hvis problemstillingen drejer sig om Anorexi, vil man næppe sige at hovedproblemet er forankret i det sensoriske input. Det drejer sig formentligt om en fortolkning og selvforståelse, som man vil karakterisere som et ændret kropsbillede. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at patienten ikke kan hjælpes ved at arbejde med kropsskemaet. Der er jo tale om en indbyrdes sammenhæng, som man har god erfaring med at udnytte i psykosomatisk og psykiatrisk kropsterapi

Smerte defineres som: ”en ubehagelig sensorisk og emotionel oplevelse, som forbindes med aktuel eller mulig vævsskade, eller som beskrives i vendinger svarende til en sådan oplevelse” (IASP). Det er en problematik, som kan anskues ud fra en kropsskema-tænkning. Man kan f.eks. tænke: smerte → afværge reaktioner → ændret bevægelse → ændret motorisk programmering (evt. også efter den udløsende smerte er væk). Men man kan naturligvis ikke se bort fra, at også kropsbilledet vil påvirkes af en smertetilstand.

Man kan evt. lade sig inspirere til at tænke over sammenhængen mellem det sensoriske input og selvforståelsen ved at se Amy Cuddy’s TED talk om Powerposture: https://www.youtube.com/watch?v=Ks-_Mh1QhMc. Nogle vil opfatte denne tilgang til kropsbevidsthed som lidt af et kuriosum. Men hun præsentere interessante observationer, som det er relevant at forholde sig til i en diskussion af effekten af holdningskorrektioner. Kan disse række ud over den rent biomekaniske indflydelse og få en betydning for en persons selvopfattelse og interaktion med andre mennesker?

 

At være en krop eller at have en krop

I forsøget på at forstå begrebet kropsbevidsthed kan man også lade sig inspirere af en anden tænkning, som er blevet præsenteret af Merleau-Ponty (Phenomenology of perception, 1945). Ifølge denne tænkning kan der skelnes mellem den objektivt beskrevne krop, bestående af muskler, knogler og nerver, og så ”den levede krop”, som er kroppen vi oplever i en præ-refleksiv opmærksomhed.

Man må her forholde sig til, hvad der ligger i udtrykket ”præ-refleksiv opmærksomhed”. Dette betyder, at kroppen i enhver situation allerede har sanset og skabt mening før at en bevidst refleksion eller tænkning kan finde sted. Ifølge Merleau-Ponty er ‘det kropslige cogito’ (kropssubjektet) vores grundlæggende eksistensvilkår. Kropsligt cogito er et før-refleksivt centrum for tanke og handling.

Der blev formuleret tre påstande:

  1. kroppen er ikke et objekt som kan repræsenteres,
  2. kroppens tilstedeværelse er en tilstedeværelse i verden,
  3. den krop vi oplever, er en krop i aktivitet.

Det er interessant at overveje, om selve ordet ”kropsbevidsthed” bliver misvisende i forhold til det, der sker i relation til brugen af kroppen. Hovedparten af den information om kroppen, der er tilgængelig for kognitive bearbejdning er ikke bevidst i klassisk forstand.

Ifølge Turner (Kroppen i samfundet, 1992) lever vi en stor del af vores tilværelse uden at være opmærksom på kroppen. Man kan skelne mellem det ”at være en krop”, det ”at have en krop” og det ”at skabe en krop”.

Elisabeth Østergaard beskriver, hvordan det manifesterer sig i praksis på denne måde: vi er vores krop, når vi går til håndbold; vi skaber vores krop, når vi går til fitness; og vi har vores krop når vi bliver syge (Basisbog i Fysioterapi, 2010).

Denne tredeling opleves f.eks., når en patient søger fysioterapeut pga. smerter (oplevelsen af at have en krop).

Fysioterapeuten foreslår patienten træning og øvelser (oplevelse af at skabe en krop).

Og patienten oplever at smerten og ”bevidstheden” om kroppen forsvinder og så normal aktivitet kan genoptages (oplevelse af at være en krop).

Det kan synes som om, at man netop ikke skal være bevidst om kroppen, hvis man skal leve og være aktiv.

Mange vil genkende situationen, hvor kroppen ”klarer sig selv” uden bevidsthedens indflydelse. Det kan være, når man kører gennem svingene på vej ned ad skibakken, hvor benene af sig selv agerer støddæmpere. Det kan være klaverspillet, hvor fingrene trykker tangenterne ned helt af sig selv, mens man læser noderne og koncentrerer sig om at skabe musik. Eller det kan være løbeturen, hvor tankerne flyver og drejer sig om helt andre ting, mens kroppen bare bevæger sig af sted ”på egen hånd” uden man behøver at tænke over hvert skridt eller at holde balancen.

Først, hvis der er problemer med kroppen, bliver man bevidst om den. Hvis knæet gør ondt mens man løber, kan man ikke flytte bevidstheden væk fra kroppen. Tinnitus kan forstyrre koncentration, selv om der ro. Og en smertefuld ryg kan lægge beslag på bevidstheden i en grad, så man næsten ikke kan rette opmærksomheden mod andre ting.

Kroppen kan på denne måde opleves som forstyrrende for den mentale aktivitet. Mens den også opleves som fundamentet for hele éns væren/eksistens.

 

Kroppen i sproget

Den sidste inspiration til at belyse Kropsbevidstheden i denne tekst, vil jeg hente fra sprogets ”kropsudtryk”.

Et sted mellem krop og sprog ligger en viden gemt, som vi ofte overser. Men måske findes der her en anden form for indsigt i, hvad kropslighed er.

For at finde denne viden, må man blot få øje på, hvilke kropsforankrede ord vi benytter i vores daglige tale. Ofte er det udtryk, som er så velkendte for os, at vi ikke lægger mærke til det indhold der ligger i dem. Men det er interessant at se, hvordan vi tyr til kroppen for at finde udtryk, der dækker det vi føler.

  • Gå på med krum hals
  • Bide tænderne sammen
  • Slå det hen
  • Bide det i sig
  • Stå med begge ben på jorden.
  • Svæve på en lyserød sky
  • Have gelé i knæene
  • Miste jordforbindelsen
  • Have sommerfugle i maven
  • Være let på tå
  • Være en stivnakke
  • Have noget at bryste sig af
  • Være en slapsvans
  • Stikke hovedet for langt frem
  • Sætte det lange ben foran
  • Klemme ballerne sammen
  • Holde det tre skridt fra livet
  • Give nogen en kold skulder
  • Hypokonder (under brystkassen)
  • Træde i suppedasen
  • Gøre i nælderne
  • Have spidse albuer
  • Gå på hovedet i seng
  • Ikke vide, hvilket ben man skal stå på
  • Falde pladask for en anden person
  • Næsegrus beundring
  • Tage bekymringerne på sig
  • Bære hinandens byrder
  • Lægge ryg til noget
  • Lade sig slå ud
  • Være tykhudet
  • Slå sig løs
  • Give sig i kast med noget
  • Være afbalanceret
  • Forstenet
  • Lamslået
  • Klump i halsen
  • Træde i suppedasen
  • Have spidse albuer
  • Bære hinandens byrder
  • Lægge ryg til noget

I forhold til hvert af disse udtryk, kan man forestille sig en kropslig følelse og attitude. Det er værd at bemærke, at denne forestilling ikke beror på en intellektuel forståelse af udtrykket, men en kropslig empatisk indlevelse i, hvordan det vil være at ”træde i suppedasen” eller ”bidetænderne sammen”. Vi har en indlevelse, som sker via vores fornemmelse af kroppen – vores kropsbevidsthed.

Ovenstående er blot nogle eksempler på sådanne sproglige udtryk med kropslig forankring. Det er op til den enkelte at gå på opdagelse og afsøge sit ord- og symbolforråd for andre eksempler.

 

Uffe Læssøe  150625

Mobilitet og stabilitet

Her i det 21ende århundrede har teknologiens landvindinger gjort livet komfortabelt og forudsigeligt. Forflytninger over korte og lange afstande kan klares med rullende fortove, el-kørestole, biler, fly, etc. Og mange menneskers arbejde består i høj grad af stillesiddende funktioner foran en computerskærm. Mere mobilitetskrævende opgaver er det muligt at få teknologisk hjælp til at få udført. Vore omgivelser består af plane flader og rette vinkler. Og faktisk ville en krop i form af en kasse passe meget bedre ind i dette miljø. En simpel kasse ville værre nemmere at håndtere end det svært kontrollerbare bevægeapparat, som vi er udstyret med.

Hent den fulde udgave af teksten Mobilitet og stabilitet

Tekster, tanker og tips